Ellen Hyllemose@Specta

GALLERI SPECTA · Peder Skrams Gade 13 · 1054 København K · T 3313 0123 · www.specta.dk
ELLEN HYLLEMOSEJeg plukker frugt27. oktober – 29. november 2006Det er med stor glæde, Specta præsenterer Ellen Hyllemoses første soloudstilling i galleriet. Med materialer som mdf, lycra, maling og snor udfordrer Ellen Hyllemose de vante grænser mellem maleri og skulptur. Næsten alle værker er placeret i forhold til rummet: I hjørnerne, fra gulv til loft eller fra væg til væg. Den ene skulptur er bygget op som et gulv af mdf-plader, som ligger væg til væg. Mønsteret bevæger sig videre op ad en figur, nu i stof-trekanter, lagt i mønster. Ellen Hyllemoses hjørnebilleder er sammensat af mange mindre stykker bemalet træ – mdf, krydsfinér, spånplade, profilerede brædder – som er delvist dækket til af lycra. Tilsammen udgør enkeltdelene en tredimensionel collage af malerier og farver, der indtager rummet. Ellen Hyllemoses værker pirrer hele tiden nysgerrigheden: Lycraen som delvist tildækker de bemalede plader, skulpturerne som er bylter, hvis indhold er ukendt, og de skråtstillede værker, hvor man ikke helt er klar over, om det er på bagsiden, det vigtigste foregår. Malerierne er tredimensionelle, og skulpturerne arbejder med det fladebetonede. Dermed kan både skulptur og maleri bevæge sig fra det ene til det andet, stadig i samme materiale. Ellen Hyllemose (f. 1968) er netop nu aktuel med sin deltagelse i udstillingen ”Maleri uden grænser” på Esbjerg Kunstmuseum samt projektet ”Rom på Kongens Nytorv”, København, hvor hun udstiller et tæppe af jern og ledning, der genkalder mønstrene i belægningen ved Hadrians Villa. Hun har i 2006 udstillet på New Arts Centre i Salisbury i England, på Trapholt i Kolding og i Kunstbygningen i Århus. I foråret modtog hun Astrid Noach Legatet og havde som følge deraf en stor soloudstilling på Holstebro Kunstmuseum.
VELKOMMEN TIL FERNISERING FREDAG DEN 27. OKTOBER KL. 17 – 19

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.